Bag slagsangene, flagene og de fyldte tribuner findes en skyggeside af dansk fodbold, som de færreste kender indefra. I dette foredrag giver tidligere politiinspektør Mogens Lauridsen og journalist Maya Stoltze Westander et sjældent indblik i det yderliggående fanmiljø, hvor passion og fællesskab sameksisterer med vold, loyalitet og en stærk subkultur med egne regler.
Med mere end to årtiers erfaring fortæller Mogens Lauridsen om politiets arbejde med fodboldvold – fra store politioperationer og risikovurderinger til de svære strategiske valg mellem kontrol og dialog. Maya Westander supplerer med sin dybdegående research i fanmiljøet og giver indblik i organiserede hooligans, interne hierarkier og et miljø i konstant udvikling.
Sammen belyser de, hvorfor nogle konflikter eskalerer, hvorfor dialog ofte har vist sig mere effektiv end konfrontation, og hvilke udfordringer politiet og fodbolden står overfor i dag og i fremtiden.
Foredraget bygger på personlige beretninger, analyser og konkrete erfaringer og henvender sig til alle, der interesserer sig for fodbold, politiarbejde og en subkultur, som de seneste år har fyldt i både den offentlige debat og på Christiansborg.


