Mød krimiforfatterparret Janni Pedersen og Kim Faber og kom med bag kulissen i arbejdet med den populære krimiserie om Martin Junckersen og hans kollegaer og deres arbejde i Københavns Politis Afdeling for Personfarlig Kriminalitet. Janni og Kim fortæller om, hvordan de navigerer i spændingsfeltet mellem virkelighed og fiktion, og om, hvordan de trækker på deres journalistiske erfaringer og arbejdsmetoder i arbejdet med det succesfulde skønlitterære forfatterskab.
De to løfter også sløret for, hvordan man som ægtepar skaber noget så personligt som en roman uden at blive skilt.
Janni Pedersen og Kim Faber har tilsammen arbejdet som journalister i mere en et halvt århundrede på henholdsvis Nordisk Film/TV 2 og Politiken. Og de har dannet par siden 1995.


