Det gælder om at kunne holde fokus, når ens organisation og medarbejdere skal operere i en kompleks virkelighed, men især når det hele spidser til, bliver ramme alvor og der kan være liv på spil.
Og det gælder tillige på det personlige plan, når vi som chefer og medarbejdere rammes af uforudsete begivenheder. Begivenheder, der arbejds-, ledelsesmæssigt og personligt kræver vores ultimative fokus, hvis vi skal navigere trygt igennem og ud på den anden side med både vores organisation og os selv i god behold.
På dette nye foredrag giver Lars Findsen sit bud på, hvordan man er en god leder, selv under pres. Hvilken ledelsesstrategi skal man bruge.
Og han gør det på baggrund af det aktuelle og meget komplekse trusselsbillede, vi står med i Danmark. Et trusselsbillede, som både borgerne, men især også dem, der har ansvaret for, at vores private erhvervsliv lever og har det godt, skal forholde sig til.
Lars Findsen har i sine funktioner som chef for PET, som en af de længstsiddende departementschefer i Forsvarsministeriet og som chef for FE gennem mere end 20 år siddet i kernen af det apparat, som har ansvaret for Danmarks sikkerhed. I dag er Lars Findsen en flittigt brugt Keynote-speaker på emnerne geopolitik, cybertruslen og topledelse i kriser, ligesom han rådgiver private virksomheder, faciliterer flere erhvervsnetværk på sikkerhedsområdet og er medstifter og bestyrelsesformand for den nye uafhængige danske sikkerhedspolitiske tænketank, Ny Verden.
Lars Findsen har sammen med medarbejderne drevet sine organisationer igennem store omvæltninger i verden omkring os og har været med til at håndtere politiske skandaler. Men først og fremmest har han i 2 årtier været med til at forsvare demokratiet og passe på Danmark i en periode med Muhammedtegninger, høj terrortrussel og voldsomme udenrigs- og sikkerhedspolitiske begivenheder i en stadig mere kompleks verden.

