Forside > Efterforskning > MAN JAGER ET BÆST OG FANGER ET MENNESKE

MAN JAGER ET BÆST OG FANGER ET MENNESKE

Mød Rejseholdets legendariske drabschef.

I sin helt nye version af sit foredrag, Man jager et bæst og fanger et menneske, giver en af Danmarks mest erfarne og skarpe efterforskningschefer, Bent Isager-Nielsen et interessant indblik i sit arbejde med at efterforske komplicerede drabssager. Med dyb viden og indsigt perspektiverer han sin store erfaring og trækker tråde til helt aktuelle sager fra både ind- og udland.

Bent Isager-Nielsen fortæller med indlevelse om sine 44 år ved politiet, hvor han har stået ansigt til ansigt med de mørkeste sider af samfundet, både i sin tid som efterforsker og senere i sin egenskab af at være øverste leder, hvor han jævnligt har måttet tage svære beslutninger i ofte etiske dilemmaer.

I foredraget tager Bent Isager-Nielsen emner og problemstillinger op, som optager borgerne indenfor kriminalsager netop nu.

Han fortæller blandt andet, hvordan antallet af drab i Danmark er faldet de seneste år, men desværre ikke antallet af kvindedrab. Hvorfor det er sådan, giver Bent Isager-Nielsen sit kvalificerede bud på.

Hør også hvordan politiets metoder indenfor bl.a. dna og anden teknologi har udviklet sig igennem årene.
Og hvorfor Bent Isager-Nielsen ofte tænker på sin læremesters vise ord “Man jager et bæst og fanger et menneske”. En sætning, som også blev titlen på hans første bestsellerbog.

Publikum kommer tæt på flere af de mest kendte kriminalsager, ligesom han med en folkelig tilgang giver sit bud på, hvordan man kan lære noget af de voldsomme forbrydelser.

På trods af det alvorlige emne, vil Bent Isager-Nielsen også bruge sin befriende humor undervejs og der vil være tid til spørgsmål fra publikum.

Foredragsholder

Emner