Hvordan gik en nørdet dreng fra Nykøbing Falster fra at rode med radioer og Commodore 64 til at stå på frontlinjen i kampen mod nogle af verdens mest frygtede hackergrupper?
I foredraget Usynlig fjende inviterer Jan Kaastrup publikum med helt ind bag skærmen – der, hvor russisktalende cyberbander afpresser danske virksomheder, hvor kommuner får borgernes mest intime oplysninger taget som gidsler, og hvor teenagere i joggingbukser pludselig sidder med våben, der kan lamme hele samfund.
Med udgangspunkt i virkelige sager fortæller Jan blandt andet om:
- Løsesumsangreb mod danske virksomheder og myndigheder.
- De nye gerningsmænd, som bygger deres egen parallelverden foran skærmen.
- Hvordan russiske hackergrupper er blevet en integreret del af moderne hybrid krigsførelse.
- Hvordan de kriminelle selv bliver “hacket tilbage”.
Foredraget er fortalt gennem historier og konkrete eksempler – ikke tekniske manualer. Du behøver hverken at kunne kode eller forstå netværksdiagrammer: Jan oversætter den tekniske verden til billeder, analogier og fortællinger, så alle kan være med.
Deltagerne går fra foredraget med en klar forståelse af, hvad moderne hackerangreb faktisk er – og hvad de ikke er. Konkrete, jordnære pointer om, hvad man selv kan gøre – som medarbejder, leder eller helt almindelig borger – for at stå stærkere i hverdagen.
Foredraget kan tilpasses forskellige målgrupper – fx med ekstra fokus på ledelsesansvar, medarbejderadfærd, unge og digital dannelse eller den sikkerhedspolitiske dimension.

