Kom med ind i en ofte lukket og underrapporteret verden, når krigskorrespondent Thea Pedersen zoomer ind på krigens kvinder i forskellige dele af verden.
Som mangeårig journalist og fotograf har Thea Pedersen rapporteret fra flere af verdens konflikter og brændpunkter. Fra krigen mod Islamisk Stat i Irak og Syrien til Talibans genopståen i Afghanistan og senest fra den russiske invasion af Ukraine i 2022.
I dette foredrag går hun på tværs af konflikter og krigszoner og zoomer ind på krigens oversete antihelte – nemlig kvinderne. For selvom ingen konflikt er ens, og mændene altid står forrest i skudlinjen, så kæmper kvinderne altid deres helt egen kamp for overlevelse:
Fra de unge sportskvinder i Afghanistan, hvis frihed og fremtid smuldres efter Talibans tilbagekomst. Til virkelighedens dødevaskere i Irak, der fortæller tys-tys historier.
Samt de traumatiserede krigsenker og håbefulde pilgrimme, som venter på nyt fra slagmarken i Ukraine. Men også dem, som er blevet hævngerrige husmødre, har iført sig en uniform og nu kalder sig ’Kampheksene fra Butja’.
Undervejs fører Thea dig med bag kulissen på et udfordrende arbejde i felten, hvor hun selv konstant skal navigere i ofte mandsdominerede samfund og miljøer: Hvor hun på egen krop erfarer styrker og udfordringer ved at være kvindelig reporter, har lært hvornår hun virkelig er i problemer, og hvor ikke kun sikkerhedsvest og hjelm men også den islamiske klædedragt – og til tider en simpel lip gloss – kan være en nødvendig – og befriende – arbejdsuniform…

