I over 40 år har tidligere politikommissær og efterforskningsleder Ove Pedersen arbejdet ved politiet, og han har oplevet mange store og grumme sager. Især i sine mange år som drabschef ved Midt- og Vestsjællands Politi.
I bogen ”Kommissæren – mit liv som efterforsker”, som er lavet i samarbejde med journalist og forfatter Stine Bolther, kommer man helt tæt på den erfarne efterforsker, som fortæller om sin lange karriere med efterforskning af alvorlig kriminalitet . Fra mordet på rockerpræsidenten Makrellen og dobbeltdrabet på Femøren. Over ulykken på Roskilde Festival i år 2000, hvor ni unge mænd døde. Til terrorsagen om teenagepigen fra Kundby, der ville bombe to skoler i islams navn.
På foredraget af samme navn som bogen tager Ove Pedersen udgangspunkt i en række af de store sager, som han har været med til at efterforske, og han fortæller også om efterforskningens udvikling fra telexmaskiner og fingeraftryk op til i dag med DNA og højteknologi.
Bogen ‘Kommissæren – mit liv som efterforsker’, udkom på Lindhardt og Ringhof 25. september 2019.