Hvordan er det at stå midt i krigen i Ukraine? At møde soldater i skyttegravene, traumatiserede civile, at arbejde under granatangreb eller med bombedroner over hovedet?
Oplev et foredrag i krigens tegn, når korrespondent Thea Pedersen tager publikum helt med til frontlinjen og ind bag kulissen på et risikofyldt arbejde, og giver et unikt og personligt indblik i hendes liv som krigsreporter.
Igennem stærke fotos og personlige videooptagelser møder du en lang række af krigens skæbner, som Thea har mødt siden fuldskalainvasionen i 2022: Her fortæller hun om, at stå ansigt til ansigt med Butjas mørke krigstraumer, om at arbejde i en massegrav, om mødet med en træt præsident Zelenskyi – men også om Ukraines hævngerrige kamphekse.
Hør også om det tilfældige møde med snigskytten Bedstefar fra specialenheden Tordenenheden, som hun har fulgt siden og er resulteret i bogen af samme navn.
Udover at afsløre de mange lavpraktiske og daglige udfordringer fra et liv i felten, trækker Thea ikke mindst krigen helt frem til den aktuelle slagmark, der nu domineres af droner:
Thea giver indsigt i uhyggelige begreber som menneske-safari og dødemandszoner og forklarer, hvordan krigen kæmpes med robotter, der styres fra en fjernbetjening.
Fra den ukrainske ukuelighed til et job, hvor alt kan ændre sig drastisk time for time – kan publikum se frem til at komme helt tæt på krigens tankevækkende virkelighed…

