Forside > Nyheder > Børnebog om efterforskning

Børnebog om efterforskning

Børnebog om efterforskning, Bent Isager-Nielsen

Bent Isager-Nielsen fortæller om overvågning, afhøringer og DNA-spor i ny børnebog.

Hvad kigger du efter på gerningsstedet? Hvordan samler du bevismateriale? Hvad er den bedste teknik til at afhøre vidner, og hvad skal man have med på en overvågning?

Bent Isager-Nielsen tager i ny børnebog de unge læsere med bag politiets afspærring og fortæller om emner som DNA, fingeraftryk, fantomtegninger, sporsikring, politihunde, afhøring, overvågning, tiltale, sigtelse, gennembrud i efterforskningen, justitsmord, PET, Politiets aktionsstyrke, politiets specialister, retsantropologer (som er eksperter i knogler og kranier), retsodontologer (eksperter i tænder), ballistikere (eksperter i våben og ammunition) og retsmedicinere (specialister i dødsfald og skader).

Bent Isager-Nielsen bruger i bogen eksempler fra virkelige forbrydelser, hvor han selv har været leder af efterforskningen. Han fortæller f.eks. om danmarkshistoriens største røveri mod Dansk Værdihåndtering i 2008, hvor der både blev brugt en gummiged, partisansøm, brændende skraldebiler og 3 biler til flugten med 70 millioner kroner. Bent havde på den sag 20 efterforskere i gang i 2 år og pludselig kom gennembruddet. I bogen fortæller han hvordan.

Vidste du i øvrigt, at …

– ingen i verden har præcis det samme fingeraftryk?

– der nogle gange er mennesker, der tilstår forbrydelser, de slet ikke har begået?

– der findes hunde, som kan lugte sig frem til pistoler, selv om de er gravet dybt ned i jorden?

– man faktisk gerne må lyve for politiet?

Bogen udkommer 15. maj 2026 og er en del af Carlsens populære serie ER DU RIGTIG KLOG?, som er fuld af fantastiske fakta og vild viden. Fortalt af Danmarks allerbedste formidlere.

Nyhedsbrevet

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så sørger vi for at holde dig opdateret om nye foredrag, billetsalg og foredragskalender.

Vi udsender nyhedsbrevet 8-10 gange årligt.